Dallund Slot

Slottet med de mange spøgelser

Afskyelige Herremænd

Der var i ældre tid så gruelig meget spøgeri på den gamle herregård Dallund ved Søndersø, og det ældste spøgeri synes at have haft forbindelse med Eiler Høg, som i 1630erne udviede hovedbygningen blandt andet med et stateligt trappetårn, og som dertil byggede et par store lader. Det fra så mange steder kendte sagn om tømreren, der i overmod indgår væddemålmed bygherren om, at han forud på stykket kan beregne, hvor mange stykker tømmer og nagler, der går til laden, kendes også fra Dallund: Tømreren er en mand, der kan sit kram, og han har beregnet ganske rigtigt, men herremanden, der er et umoralsk skarn, stjæler en af naglerne, og da antallet altså ikke passer, taber tømreren væddemålet, som går ud på, at han ingen betaling skal have, hvis han har regnet fejl. På Dallund går det ikke bedre, end på de andre herregårde: Da det står den stakkels tømrer klart, at han ikke får en skilling for sit arbejde, lister han sig lige så stille ind i laden og hænger sig, og han fæstner endda rebet i det taphul, hvortil naglen mangler.
Eiler Høg , som ellers alle dage havde været en grov rad, blev trods alt noget chokeret over, at han således havde drevet den uskyldige tømmer til selvmord, og det siges, at han efter den dag blev et i alle måder nettere menneske. Måske havde han gjort sig forhåbninger om, at et lydefrit levned fra nu af ville formilde de højere magter. I så fald blev forhåbningerne skuffede: Eiler Høg måtte efter sin død kønt slutte sig til gengangernes skare. Han rumsterede omkring på slottet og på vejene omkring det, og mange, som mødte ham, jog han en slem skræk i livet.
En nat dundrede det voldsomt på døren hos den lille skomager i Søndersø, og man hørte en stemme uden for råbe: ”Eiler Høg! Sy mig et par gode støvler, thi jeg kan ikke have mine ben i fred for hunde! ”
Skomageren var forståeligt nok alt andet end begejstret over den mærkelige ordre, han havde fået. Han turde imidlertid ikke andet end at gå i gang, og der var noget, der kom til at gå stærkt, for han brød sig bestemt ikke om på ny at få besøg af den hensovede herremand. Da støvlerne nogle dage efter var færdige, hængte han dem om aftenen uden for døren, og næste morgen var de væk. I stedet hang herremandens flotte røde kappe som betaling. Den tog skomageren til sig med god samvittighed, og det udmærkede klæde blev syet om til tøj til hans børn.
Nu er det desværre sådan , at verden er fuld af misundelige mennesker, og nogle naboer fik så frygteligt ondt af det fine tøj, som skomagerbørnene gik rundt i. Ingen troede på skomagerens beretning om spøgelset, og det endte med, at man angav ham for tyveri af Høgs kappe. Den arme fyr var således kommet godt i knibe for sin hjælpsomhed. Han blev slæbt for retten, hvor det eneste, han kunne gøre, var at gentage sin fantastiske beretning, og  for den havde dommeren kun et smil tilovers. I de tider var straffen for tyveri, at man fik afhugget nogle fingre eller en hånd. Begge dele ville berøve vor skomager enhver mulighed for at videreføre sit erhverv, så han var meget ilde stedt. Da sprang døren til retslokalet pludselig op, og man hørte lyden af et par tunge støvler, som langsomt bevægede sig op mod dommerens pult. Der var ingen at se. Foran dommeren gjorde skridtene holdt. Der var dødsens stilhed i salen. Så hamredes en næve i bordpladen med stor kraft, og en dyb stemme, der lød som et ekko fra en anden verden, råbte: ”jeg Eiler Høg! Kappen er min, og kappen må han have!” Der gik et koldt sus gennem lokalet, og man kunne forstå, at den opbragte herremand var vendt tilbage til skyggernes land. Hans vidnesbyrd havde imidlertid gjort stærkt indtryk på juryen, som i en vis hast frifandt skomageren. Men endnu skal man i mørke, stille nætter kunne høre lyden af et par svære støvler, der tramper afsted mod Dallund, Høg kan nok have skomagerens solide støvler behov, for han må trave til Dallund helt nede fra Ollerup ved Svendborg, hvor han ligger begravet.
 
Den diskrete Oberst

Oberst Finecke Theodosius har en sort skødesfrakke, kalvekrøs om halsen, trekantet hat på hovedet og i hånden en bog med gyldne spænder. Han kommer mærkeligt nok på den mest diskrete måde, nemlig i en lille lukket vogn med tospænd og kusk på bukken.

Kortspilleren

Engang sad ejeren af Dalum Kloster og spillede kort sammen med nogle svirebrødre. Der blev spillet højt, og gården blev tabt. Da han døde, kunne han imidlertid ikke finde ro i graven, men kørte i karet op foran hovedbygningen og gik ind i den stue hvor gården var bortspillet, og man kunne høre, hvorledes der natten igennem blev bandet og slået i bordet. Det var ikke at mane ham ned, men da man stilled to englefigurer ved hver side af hovedindgangen, turde han ikke længere komme der.
Ved midnatstid har man set en sort mand ile gennem gangene på Dallumkloste. Alle døre springer op for ham, og lysene slukkes.

Helvedeshundene

De to helvedeshunde trængte ind i værelset hos den rædselsslagen oberst. De angreb ham og bed og flåede ham i stumper og stykker. Så sprang de til sidst ud ad vinduet med resterne af det maltrakterede lig for at føre ham lige lukt i helvede.
Næsten morgen da tjeneren Anders Madsen trådte ind i værelset, fandt han ligdele af obersten på gulvet og det drev med blod og indvolde ned ad væggene.
Dallund Slot på Nordfyn har siden det 14. århundrede lagt omgivelser til mange historier. Fra Bryske slægten og frem til den bondeplagende Finecke familie, henover den onde Ejler Høg og kongelige besøg. Jo, der er i sandhed en del at tage fat på.

Velkommen til Dallund Slot

Visit Dallund Slot

Kontakt os på: chris-kraft-christensen@mail.dk