Lindenborg Gods
friherreinde Lindenovs genfærd
Nær landevejen mellem Hadsund og Ålborg, i bunden af
En dal, dukker det hvide Lindenborg frem af sin park og åbenbarer sig for de forbipasserende som den perfekte herregårdsidyl. Det skal imidlertid ikke altid være lige behageligt at opholde sig indenfor hovedbygningens tykke mure om natten, for man risikerer at blive generet af friherreinde Lindenovs genfærd. I 1671 købte Claus Olufsen daa gården, som dengang hed Næs. Han døbte den om til Daasborg og forøgede i væsentlig grad tilliggendet. I 1674 giftede han sig med den unge, livlige Sophie Amalie Lindenov, en datterdatter af Christian den 4 og Kirsten Munk, men ægteskabet blev ikke lykkeligt. Sagnet vil vide, at han, som var sine undergivne en mild og god herre, var hård og brutal overfor sin smukke hustru. Claus Daa deltog som officer i skånske krig og måtte derfor ofte være borte fra Lindenborg i længere tid. Det siges da, at Sophie Amalie af kedsomhed faldt i elskovshandler med mange forskellige folk, endog af allersimpleste slags.
Når gemalen kom hjem på besøg, skjulte hun sig i de omkring liggende bondebygder, måske fordi hun frygtede ham, måske fordi hun oftest var i en tilstand, så hun ikke godt kunne vise sig for ham. I 1678 vendte Claus Daa tilbage til Lindenborg for at blive, og med sig havde han søsteren, Christence. Det varede ikke længe, førend forholdet mellem de to damer blev yderst spændt, ja det gik så vidt, at Sophie Amalie beskyldte sin mand for at have utilbørlig omgang med søsteren. Til gengæld nægtede han på sin side at være ophav til den søn,, som Sophie Amalie et åre tid forinden havde født. En aften havde Claus Daa været i Aalborg. Det var mørkt, da han kom kørende til Lindenborg, så forløberne, at vindebroen over den dybe voldgrav var trukket op, de nåede at advare kusken, som i sidste øjeblik drejede af og undgik en ulykke, der antagelig havde kostet Claus Daa livet. Der blev ikke gjort videre ud af sagen, men mand og mand imellem hed det sig, at den unge frue på Daasborg vist gerne ville være sin mand kvit. En søndag først i december 1678, havde herskabet fra Daasborg været i kirke i Blenstrup, og efter gudstjenesten tog man ind hos kapellanen, Jens, som var gift med fruens tidligere kammerpige, Karen Bierring. Efter frokosten blev Sophie Amalie pludselig upasselig og måtte hvile en stund, inden hun kom så meget til hægterne, at de kunne køre hjem. Med Claus Daa selv på bukken, rullede vognen i mørkningen ud af Blenstrup præstegård, Alt gik vel, til man nåede (røde led) ved Lindenborg mark, men her spærredes vejen af en formummet rytter. Der lød et skud, og Sophie Amalie råbte nede fra vognen:(Ak mit hjerte, jeg er bange, du fik skade) (Dengang ej), svarede Claus og ville rejse sig for at springe i sikkerhed. (Fik du ej, så skal du få) lød i det samme rytterens stemme. Endnu et skud bragede, og denne gang blev Claus Daa ramt. Blødende sank han sammen og udåndede i sin hustrus arme. Rytteren forsvandt, og man fandt ham aldrig siden. Det lykkedes Sophie Amalie at få Claus Daa hjem til Lindenborg. Det var den almindelige opfattelse, at Sophie Amalie Lindenov var mordets anstifter, men i virkeligheden foreligger der intet, som kan godtgøre, at hun havde nogen som helst skyld.S vigerinden, Christence Daa, hadede Sophie Amalie af et fuldt hjerte, og efter Claus Daas død kom det til en forrygende proces mellem de to damer. Hvis Sophie Amalie med nogen ret kunne være mistænkt for at stå bag mordet, var det givetvis kommet frem . Derimod er det ikke uinteressant, at Sophie Amalie i et brev antyder, at Claus Daas død næppe kom Christence så ubelejligt. I det hele taget var Christence Daas adfærd i dagene efter mordet af en sådan karakter, at man fuldt så vel kunne mistænke hende for at have haft en finger med i spillet. Til en sådan antagelse kan nævnes, at Jacob Ulfeld til Væbnersholm, som siden blev gift med Christence, kom af dage under omstændigheder, der påfaldende mindede om Claus Daas Ulykkelige endeligt Hvorom alting er, så havde Sophie Amalie ingen synderlig grund at tage sig af gemalens død. Sagnet fortæller at hun førte et lystigt liv på det gamle slot og forstod at adsprede sig med mange elskere. Når hun blev ked af dem, lokkede hun dem ud på en faldlem, så de styrtede ned i en lukket kælder, hvor de ynkeligt omkom. Ganske forunderligt er det på denne baggrund at se hende blive ophøjet til friherreinde og Daasborg bliver til Lindenborg, det var ikke just kutyme at indlemme de rene forbrydere i højadelen, Lige så fornuftstridig er den onde friherreindes varmhjertede indsats for at få sin moster, Eleonora Kristine løsladt fra sit 22år lange fængselsophold i Blåtårn. At Sophie Amalie spøger på Lindenborg, er kendt sag. I Årene 1925-27 lod slottes daværende ejer lensgreve H.C. Schimmelmann foretaget store restaureringsarbejder for at få huset sat i beboeligt stand. det blev i den forbindelse at foretage ændringer i rumfordeling, og en nat åbenbarede Sophie Amalies genfærd sig for arkitekten og stirrede anklagende på ham. Hun yndede ikke ombygningerne. Den nuværende godsforvalter N. Laursen, gik en dag forbi slottet. Lensgreven og hans familie var bortrejst, og altstod tomt. Godsforvalteren blev derfor også noget forbavset, da han så en dame stå og kigge ud af et af de øverste vinduer i østgavlen. Hurtigt låste han sig ind og gik hele bygningen igennem fra kælder til kvist, men uden at finde nogen. En af de forrige husjomfruer kunne berette, at hun ofte mødte Sophie Amalie, når denne med udslået hår og på klaprende tøfler vandrede gennem de store sale, og hun påstår at hun i flere tilfælde har ført samtaler med friherreindens genfærd. Foruden Sophie Amalies specielle klæder, hvori hun ombragte sin galaner, er der megen anden kældermystik på Lindenborg. Således siges der at gå en løngang fra gården og til Blenstrup kirke. Det sædvanlige opførelsessagn om jomfruen, der kaster sin ring, i et morads og forlanger, at hendes bejler skal bygge hende et slot i den bundløse sump, hvis han vil gøre sig håb om hendes jaord kendes også fra Lindenborg. Endvidere skal der være indemuret en jomfru i det sydvestre, runde tårn, og stundom skal man kunne høre hendes jamren derinde fra. I den gamle godsforvalterbolig gik der førhen spøgeri. Om natten hørte man det smække med dørene og slæbe rundt med møblerne. Så lød der tunge, slæbende trin på første sal, og det hele kulminerede med et spektakel som om hundredevis af høns skrigende baskede omkring i huset. Også udenfor Lindenborg spøger det.
I juli 16 88 lå Sophie Amalie på ny i barselsseng, men kunne ikke blive forløst.
Man kan risikere at møde en af de gamle ejere, som kommer kørende i en sort, lukket karosse med fire heste for, men i modsætning til andre spøgelsesvogne køre denne i et besindigt tempo.
I juli 16 88 lå Sophie Amalie på ny i barselsseng, men kunne ikke blive forløst. Hun måtte i hast bringes til Aalborg, da hun imidlertid ikke kunne tåle køreturens rystelser, spændte man i stedet et læderdækken ud mellem gårdens fire stærkeste og roligste heste lagde friherrinden derpå indpakket i dyner og tæpper. For at overdøve hendes vilde skrig, ledsagede musikanter det sælsomme tog. I assessor Thøger Larsson gård i Aalborg havde Sophie Amalie en lejlighed, og her blev barnet skåret ud af hendes side. Hun var imidlertid så medtaget, at hun kort efter udåndede, og barnet lede ejheller. De to blev bisat i Blenstrup kirke, og hun lå medbarnet i sin arme. For en del år tilbage, åbnede man friherreindens kiste. Hun lå der godt nok, og liget var såre velbevaret, men af et barn var der intet spor. Derimod viste det sig, at gravrøvere havde været inde og flå det kostelige guldsmykke, hun bar om halsen, da hun blev bisat.
En bestemt nat i juli må Sophie Almalie Lindenov gentage sin sidste smertens færd til Aalborg. Man høre da toget kommer marcherende over markerne, hvor de gamle, for længst sløjfede veje.
Visit Lindenborg Gods
