Forsiden Historie Spøgelseslokaliteter Reservation Hvem er vi? Kontakt Presse Sitemap
 
 



Rosenholm Slot

Gennem de mere end 400 år slottet har bestået og huset mange generationer af skæbner, har det også været omgivet af sagn og gamle fortællinger om spøgerier.

Ifølge en spådom skal Rosenkrantz slægten aldrig uddø. Det blev forudsagt slottets stamfader, rigsråd Jørgen Rosenkrantz, at hvis han rejste sit slot i sumpen , hvor det nu står, ville hans slægt bestå til evig tid.
Gennem de mere end 400 år slottet har bestået og huset mange generationer af skæbner, har det også været omgivet af sagn og gamle fortællinger om spøgerier.
Gyldenstiernes værelse, der i gamle dage var Rosenholms stateligste gæsteværelse, har sit navn fordi Gyldenstiernerne, fra nabogodset Møllerup, boede her når de overnattede på Rosenholm. Dette værelse er også mest besøgt af spøgelser.
I gamle dage lagde man uønskede gæster i dette værelse og hvis det ikke var en Gyldenstierne, rejste de altid næste dag.

Den hvide dame

I Hans Henrik Rosenkrantz’ tid blev mange af stuerne på Rosenholm istandsat. Blandt dem var Tårnværelset, hvor man i forbindelse med renoveringen gjorde et grufuldt fund. Mod nord findes der i muren en gammel vinduesniche. Det tilmurede vindue kan stadig ses udefra. I forbindelse med renoveringen finder man ud af, at lukningen af vinduet var gjort temmelig lemfældigt, hvorfor det besluttedes at nedbryde den tilmuring, for derefter at mure den op igen. Det viste sig, at der i væggen gemte sig et smalt hulrum, som indeholdt et kvindeskelet.
Denne del af historien er faktisk ganske sandfærdig. Men hvem denne kvinde var, som kom så ulykkeligt af dage, vides ikke med sikkerhed. Men følgende sagn knytter sig derom.
Historien går ifølge traditionen tilbage til 1700-tallet. Historiens hovedtræk kendes også fra sagn på andre herregårde, man kan nærmest kalde den en klassiker. En datter af herremanden havde forelsket sig i forvalteren ovre på ladegården.

…og den hovedløse ridder

Denne lidenskab viste sig at være gensidig. Forbindelsen blev holdt skjult længe, men da adelsfrøkenen uheldigvis blev med barn, kunne faderen ikke undgå at opdage miseren. Han blev rasende og gjorde kort proces. Forvalteren skulle halshugges, men inden da skulle han slås til ridder, for man kunne ikke have en mand uden for rangen som fader til adelspigens barn. Herremanden ville selv forestå ridderslaget og ceremonien blev henlagt til slotsgården. Tre gange rørte herremanden forvalterens skulder med et stort tohåndssværd. Da forvalteren således nu var en vældig mand huggede herremanden resolut hovedet af ham. Pigen fik ikke en mildere skæbne. Hun blev levende indmuret i Tårnværelsets gamle vinduesniche, hvor hun led en grufuld død (dette var i denne tid en almindelig sanktion over for unge adelskvinder som havde haft utugtelig omgang med det modsatte køn).
Det fortælles, at pigen ved nattetide vender tilbage. Ved midnat begynder gobelinet på nordvæggen af blafre. Adelsfrøkenen træder ud af væggen og bevæger sig over mod døren til Den Hvide Gang. Midt på gangen møder hun den hovedløse ridder, forvalteren hun ikke kunne få.


Visit: Rosenholm Slot

Kontakt os på: chris-kraft-christensen@mail.dk