Visborggaard Slot
Et uhyggeligt maleri og en farlig mamselle.
Visborggaard ved Hadsund er en af vore helt store spøgelses gårde, den er blevet omdannet til hospital for sindslidende, og i dag slotshotel, hænder det, at længst hensovede ejer og tjeneste folk aflægger stedet et besøg.
Fru Magdalene Kjellerup, der sad som ejer af godset fra hendes mands død i 1891 og til hun selv døde i 1912, fornemme ofte i sin nærhed væsener, der ikke var af kød og blod, men hun stod åbenbart på ganske venskabelig fod med dem og omgikkes dem under tvangfri former. Når hun viste gæster rundt på slottet eller sad og talte med dem, hændte det, at hun pludselig fejede en usynlig hånd af sin skulder, medens hun halvhøjt sagde:”Nej lad mig nu være i fred, du ser jo, at vi har gæster! ”
Der var et bestemt værelse, som alle gæster skulle prøve at ligge i, hvis man vel at mærke var klar over, at de ikke hørte til den let skræmte type, og det slog aldrig fejl, at de den første morgen forundrede spurgte, hvem der dog var, der midt om natten kom ind, havde gjort værelset i stand og lagt i vindovnen? Godsejeren blev dem altid svar skyldig, men at det var et spøgelse var både sikkert og vist.
Visborggaard hvor fru Kjellerup talte med de døde, hvor der går en mishandlet frue og en intrigant mamselle, hvor et maleri spøger og meget andet forunderligt sker.
Under Visborggaard plejehjems ombygning i 1932 blev det besluttet, at det store maleri af Claus Seefeld (1671) der var ophængt på væggen i hallen, skulle flyttes til kontorgangen.
Der blev aftalt en flytning med snedkermester Godballe, der udførte snedkerarbejdet ved ombygningen, men da man havde rykket ham nogle gange, meddelte han, at han havde lovet sin kone, at han skulle afholde sig fra flytningen, idet et gammelt rygte fortalte at det ville gå den ilde, der rørte ved nævnte maleri.
Gertil blev det svaret, at så skulle de nok selv sørge herfor.
Dette blev fortalt Direktør Brøchner-Mortensen, der under ombygningen ugentlig besøgte Visborggaard. Men det trak ud med den lovede flytning af maleriet, idet man havde meget andet at se til, men da direktør Brøchner-Mortensen en dag drilagtigt spurgte , om vi heller ikke turde flytte Claus Seefeld, blev svaret: Jo, og lad det så ske straks! Men man måtte have hjælp dertil og opfordrede derfor følgende til at være mig behjælpelige:
Direktør Brøchner-Mortensen
Overlæge Vagn Askgaard
Doktor Hansen samt en ung ingeniør
Under nedtagningen af maleriet faldt et stort spiger ned på skulderen af overlæge Asgaard. Samme dag styrtede den unge ingeniør ned i kælderen og brækkede kravebenet. Den følgende nat kørte doktor Hansen med sin bil i grøften, da han var ude til en fødsel. Kort tid efter faldt direktør Brøchner-Mortensen over plejehjemmets hund og brækkede sit kraveben.
Maleriet blev imidlertid hængt op, hvor det nu hænger, men et bevis på, at det ikke er til at spøge med, kom senere.
På slottet ville man have samtlige på Visboggaard værende malerier istandsat, og ved en forhandling med Statens Museum for Kunst lykkedes det at få en mand derfra op for at nedtage alle malerierne, altså også Claus Seefeld.
Under nedtagningen af malerierne blev der bygget et træstillads op i salen, men da manden var kommet derop, brød stilladset sammen, han faldt ned og brækkede sin ene arm på en så uheldig måde, at han blev invalid for livstid.
Til denne beretning skal blot føjes, at sagnet om at Seefeld,s maleri ikke må flyttes, er af gammel dato, og de gange, hvor man tidligere har forsøgt det, er det ej heller spændt af uden betydelige uheld. Seefeldernes imponerende gård med syv tårne og spir gjorde et stærkt indtryk på folk, hvilket kan hænde har været medvirkende til at så mange sagn er blevet knyttet til stedet. At gården ej heller var blevet bygget på naturlig måde, kunne man jo nok forestille sig, thi det ville overstige enkeltmands økonomiske formåen. Derfor hed det sig, at bygherren, Jacob Seefeld (Død 1599) havde indgået kontakt med Fanden om slottets opførelse gående ud på at Fanden skulle forstrække ham med alle midler mod til gengæld at få hans sjæl, når byggeriet var færdig. Den onde blev dog snydt, thi der var en port som herremanden aldrig lod fuldføre. Således fik mørkets fyrste ikke sit bytte men han blev altid på gården, hvor han havde sit leje i urrummet over porten. Han viste sig for folk i en sort hunds skikkelse.
Ikke færre end tre spøgelseskareter med fire til seks kulsorte heste forspændt, kan Visborggaard opvise. Severin Benzon (død 1726) der ejede både Visboggaard og Mariager kloster, køre endnu om natten mellem de to gårde i en karet med fire sorte heste for.
Oberst Andreas Arenstorff kommer med firspand, men hans elskerinde, Susanna Blambois, kan ikke klare sig med mindre end et seksspand, og her er hestene hovedløse så om natten lød der vognrumlen på gårdspladsen, men når man løb hen til døren for at lukke op, var der aldrig noget at se. Sagnene om oberst Andreas Arenstoffs (død 1764) ”Mamsellen” Susanna Blambois og Arenstorffs hustru, Sophie Schiebell (død 1761), er mangfoldige og bedrøvelige, og desværre er der næppe tvivl om at obersten virkelig mishandlede sin stakkels kone på det mest umenneskelige. I begyndelsen var ægteskabet dog nogen lunde lykkeligt, men da Susanna i 1751 rykkede ind på Visborggaard som guvernante for ægteparrets børn, var det slut med harmonien. Den unge franske kvinde skal have været overmåde fager at skue, og obersten, som ikke var blind for kvindelige ynder, begynder snart at lægge an på hende. Der udviklede sig et forhold mellem dem , og da de ikke gik synderligt diskret til værks hvad der foregik. Hun tog sig det meget nær og besluttede at befri obersten for sit selskab, og rejste så stille hjem til Sachsen, hvorfra hun stammede. Arenstoff havde behandlet hende alt andet end godt og holdt hende indespærret en tid i nogle værelser på Visborggaard under foregivende af, at hun var sindssyg, hvilket imidlertid på ingen måde var tilfældet. Da Arenstorff blev klar over, at der var optræk til skandale, besluttede han at komme den i forkøbet. Han sendte sin betroede tjener, Christen Leth, og stuepigen Sofie til Sachsen med budskab til fruen fra ham.
De kørte standsmæssigt i en karet med firspand, for de skulle prøve at lokke Sophia Schiebell med hjem. Han bad hende så mindeligt om tilgivelse og om at vende tilbage til ham. Susanna Blambois havde han skilt sig ved. Dette blødgjorde fruen. Hun hoppede på limpinden og rejste med til Danmark. Da kareten imidlertid rullede ind på Visboggaard, var den første, hun fik øje på, mamsellen. Og obersten, som hentede hende ud, førte hende straks op til et værelse i det vestre hjørnetårn, hvor han låste hende inde.
For at han og mamsellen kunne promenere i parken i fred, tårnvinduet ,der vendte ud imod den , muret til .Obersten fortalte vidt og bredt, at hans stakkels kone var blevet sindssyg og ganske utilregnelig , hvorfor han, for hendes egen sikkerheds skyld, nødtes til at holde hende indespærret ,men gårdens tjenestefolk, som Sophia Schiebell altid havde behandlet venligt og godt, havde ondt af hende, og da obersten forsøgte at sulte hende ihjel ved at ”glemme ”at give hende mad, smuglede de levninger op til hende, så hun trods alt blev nogenlunde mæt. Mamsellen, der åbenbart var yderst slet menneske, forlystede sig med at trække den indespærredes to børn hen foran det ikke tilmurede vindue og straffe dem, hvis de havde gjort et eller andet, der ikke passede hende. Ofte havde afstraffelserne karakter af direkte mishandling, og den stakkels moder måtte magtesløs se til. Især sønnen, Frederik , gik det hårdt ud over. Også han kom på sultekur.
Susanna Blambois var hadet af tjenestefolkene, som hun hundsede med efter noder, og da hun en dag bøjede sig ud over broen over voldgraven, gav en tjenestedreng hende et skub, så hun faldt på hovedet i det dybe vand. Det var nok meningen, at hun skulle være druknet, dog, ukrudt forgår ikke så let, hun reddede sig ind på det tørre igen. Drengen forsvandt sporløst, han lod siden høre fra sig fra Norge, hvortil han var flygtet.
Sophia V. Schiebell, blev en aften dræbt da hun styrte sig ud af et tårnvindue, og der kendes flere beretninger om, at hun ved nattetide - i netop det værelse - hvor hun sad, skal have set en hvidklædt kvindeskikkelse komme skridende over gulvet, åbne vinduet og forsvinde ud gennem det.
Stum, blind og døv døde Susanna Blambois i barselsangen, og snart
efter begyndte hun at spøge på Visborggaard, hvor hun hver aften ved 23-tiden kom og trerroriserede huset et par timer.
Det blev besluttede at det skulle være slut med hendes besøg, og der blev samlet på en del præster Visborggaard Slot.
De havde sat sig til rette i den store sal og ventede på at hun kom, og kl. 23.00 fløj døren op, og som en hvid skikkelse kom hun i et sus ind i rummet.
Hver præst havde et lys foran sig og bibelen i hånden. Så hun begyndte blæse lysene ud èt efter èt og slog bogen ud af hånden på præsterne.
Men da hun nåede frem Chr. Brock kunne havde hun ikke magt over hans lys og slet ikke over bibelen som hun ville vriste fra ham.
Så præsten greb fat i hendes ørenring, ved hvilke han trak hende med ud på gårdspladsen, ned ad alleen og ud til noget, der hedder ”røde led” øst for gården. Her valgte hun at give op og foresvandt.
Man kan stadig opleve spøgelser på Visborggaard Slot, blandt dem Susanne Blambois.
.jpg)